Hvis jeg køber en Forudbetalt Begravelse, kan mine efterladte så frit vælge bedemand?
Forudbetalt Begravelse konceptet er udviklet i samarbejde med Begravelse Danmark og Begravelse Danmark har garanteret levering af de ydelser der omtales i den enkelte ordning.
De efterladte kan godt vælge en anden bedemand end Begravelse Danmark og Begravelseskassen Danmark vil udbetale værdien af ordningen (excl. administrationsomkostninger) til boet eller til den valgte bedemand.
Hvorvidt den valgte bedemand kan levere de ydelser der er indgået i aftalen, skal afklares af de efterladte med den valgte bedemand.
Tilfalder evt. offentlig begravelseshjælp de pårørende eller Begravelseskassen Danmark?
Begravelseskassen Danmark har intet at gøre med den udførende bedemand/bedemandsforretning, så evt. begravelseshjælp vil altid tilgå boet/pårørende eller den udførende bedemand.
Får jeg pengene retur, hvis jeg fortryder at have købt en forudbetalt begravelse?
Ja, hvis du ønsker at ophæve dit køb af forudbetalt begravelse, kan du få dine penge retur minus et gebyr for administration på 5% jvf. vedtægterne.
Kan jeg opsige min aftale om en Opsparingsordning i Begravelseskassen Danmark?
Ja, du kan til enhver tid opsige aftalen. Ved opsigelse eller brug af anden bedemand vil du få tilbagebetalt dit indskudte beløb fratrukket 25% til dækning af administrationsomkostninger, jvf. vedtægterne.
Kan mine efterladte selv bestemme, hvad de vil bruge beløbet fra min Opsparingsordning til?
Ja. Når Begravelseskassen Danmark har modtaget en kopi af dødsanmeldelsen, udbetaler vi det opsparede beløb til boet eller de pårørende. Der er ingen krav om, hvad beløbet herefter bliver brugt til.
Får jeg renter af det beløb, jeg betaler til en Forudbetalt Begravelse?
Forudbetalt Begravelse forrentes som minimum med udviklingen i pristallet. Herudover kan der også tilskrives bonus.
Er der nogen aldersgrænse for at indgå aftale om Forudbetalt Begravelse?
Ja, Forudbetalt Begravelse kan kun tegnes af personer som er +50 år.
Kan jeg skifte til en anden aftale senere?
Ja, hvis du ønsker at skifte til en mere omfattende Forudbetalt Begravelse kan du altid betale forskellen mellem ordningerne og dermed få en anden aftale.
Hvad sker der, hvis jeg dør i udlandet?
Forudbetalt Begravelse dækker bedemandens omkostninger såfremt dødsfaldet sker i Danmark. Hvis dødsfaldet sker i udlandet, vil værdien af den Forudbetalte Begravelse blive udbetalt til boet.
Kan jeg inkludere Min Sidste Vilje eller et testamente i en Forudbetalt Begravelse?
Nej, Begravelseskassen Danmark varetager alene denne aftale. Men det vil altid være godt at nævne, at man har tegnet en Forudbetalt Begravelse i andre dokumenter som f.eks Min Sidste Vilje eller i et testamente.
Hvordan betaler jeg for en Forudbetalt Begravelse?
Du modtager et girokort fra Begravelseskassen Danmark, som du kan betale via netbank eller på posthuset. Aftalen er først gældende, når Begravelseskassen Danmark har modtaget det indbetalte beløb.
Hvordan sikres min indbetaling for Forudbetalt Begravelse?
Begravelseskassen Danmark er en selvstændig juridisk forening, der er ejet af de personer, som indbetaler et beløb til en aftale i Begravelseskassen Danmark. Begravelseskassen Danmark skal således ikke tænke på at skabe overskud til aktionærer eller privatpersoner. Overskud i Begravelseskassen Danmark anvendes alene til at øge formuen i Begravelseskassen Danmark og dermed muligheden for at forhøje eventuelle bonusudbetalinger.
Udbetales overskydende beløb til boet?
Ja, hvis der er indbetalt beløb til tillægsydelser, og dette beløb ikke anvendes fuldt ud, bliver restbeløb udbetalt til boet.
Kan Begravelseskassen Danmark sikre, at jeg får den begravelse jeg ønsker?
Nej, Begravelseskassen Danmark har intet kendskab til de individuelle ønsker.
Påvirker Forudbetalt Begravelse og Opsparingsordningen offentlige ydelser?
Nej, ingen af ordningerne har indflydelse på beregning af eventuelle personlige tillæg fra kommunen.
Indgår Forudbetalt Begravelse og Opsparingsordningen i boopgørelsen?
Ja, Forudbetalt Begravelse og Opsparingsordningen vil indgå på samme måde som andre begravelsestilskud og aktiver.
Kan jeg opnå skattemæssigt fradrag?
Nej, der er ikke skattemæssigt fradrag for oprettelse af en Forudbetalt Begravelse eller en Opsparingsordning.
Hvem skal have kendskab til en Forudbetalt Begravelse eller Opsparingsordningen?
Det er som udgangspunkt en privat sag, om du opretter en Forudbetalt Begravelse eller en Opsparingsordning. Men vi opfordrer kraftigt til, at du orienterer dine nærmeste om eventuelle aftaler.
Dækker en Forudbetalt Begravelse og Opsparingsordning andet?
Nej, En forudbetalt Begravelse dækker alene omkostningen til bedemandens ydelser og som beskrevet i aftalen. Der er altså ikke indeholdt øvrige omkostninger til f.eks gravsted, kirke, krematorium, blomster og gravsten.
Kan jeg afsætte et beløb til øvrige ydelser?
Ja, du kan indbetale et ekstra beløb, som kan bruges i forbindelse med omkostningerne til gravsted, kirke/krematorium, blomster og gravsten.
Hvad sker der med de beløb, som ikke bliver hævet?
Beløb, som ikke bliver hævet, indgår i Begravelseskassen Danmarks formue og vil bidrage til afkastet i Begravelseskassen Danmark og dermed blive anvendt til forøget bonus til medlemmerne i Begravelseskassen Danmark.